Først kom Smart Phone, så Smart TV og nu Smart Home.

Kaffen bliver lavet, ovnen bliver opvarmet, gulvvarmen på badeværelset bliver tændt og resten af huset bliver langsomt varmet op. Alt sammen sat i gang via en app, mens du stadig ligger i sengen.

Tanken om et intelligent og smart hjem er tiltalende, men det er også et emne, der deler vandene. Nogle mener det er fantastisk, mens andre synes det er fuldstædig unødvendigt. Fx da den tyske ingeniør Carl Benz opfandt det første motoriserede personkøretøj, var der mange skeptikere som ikke mente at det var nødvendigt at skifte hesten ud med en motor. Nu kan vi jo nærmest ikke forestille os en verden uden biler.

På samme måde tror jeg at man vil kigge tilbage på Smart Homes og tænkte hvad gjorde vi dog inden.

Indtil videre er et Smart Home lig med Phillips Hue pærer og en Google Assistant – måske kombineret med et smart styresystem til alarmen, overvågning af hjemmet, eller et smart energiprodukt, som sparer dig for energi og penge

”Problemer med pære 4”

Personligt er jeg selv meget nysgerrig på ny teknologi. Jeg har for nylig overtalt min kæreste til at fjerne samtlige lyskontakter i vores hjem, fordi vi ikke længere skal bruge kontakterne, men i stedet bruge vores Google Assistant og Phillips Hue til tænde og slukke lyset.

Når Google Assistant så gang på gang fortæller mig, at der er ”problemer med pære 4”, og jeg derefter skal ind i Phillips-appen for at rette det, derefter Googles Home-appen og rette der og endelig opdatere rummet i Google Assistant-appen, så har jeg en kende svært ved at overbevise min kæreste om hvor smart et Smart Home egentlig er – og mig selv for den sags skyld.

What to choose…

Det er altså omfattende og komplekst at få alt i hjemmet til at tale sammen. Min kæreste og jeg står overfor at skulle bygge et nyt hus. Fra start af, havde jeg en vision om at alt skulle være smart og tale sammen. Problematikken opstår når en gennemsnitspris for en smartpære ligger over kr. 500 så bliver det hurtig rigtigt dyrt. Samtidigt er det umuligt at finde ud af, hvilke mærke man skal vælge og hvilke mærker der taler sammen!

Nogle eksperter anbefaler, at man vælger ét mærke og lader det gå igen gennem hele sit Smart Home. Her er det igen et problem, når jeg ønsker en Siemens vaskemaskine, men en Samsung ovn, når alle laver deres egen app – så skal jeg til at have mange forskellige apps for at få det til virke. Særligt smart er det jo ikke.

Brugervenlig teknologi er vejen frem

Det skræmmer mig dog ikke, fordi jeg tror at teknologien nok skal udvikle sig så meget, at det bliver muligt at samle alle produkterne i én app. Jeg ser frem til den dag, Google Home Hub udkommer på dansk, så jeg kan få lov at afprøve den. Home Hub er en assistent, som både kan forstå at jeg snakker til den, samtidig med jeg har mulighed for at interagere med den på dens skærm. Tanken om at denne lille skærmbaseret assistent skal være hele familiens lille hjælper er bare helt fantastisk!

Jeg tror stadig på Smart Home. Jeg vil kæmpe for at det bliver allemandseje at have et smart hjem, hvor man kan spare tid, penge og få den ekstra hjælp i dagligdagen man har brug for gennem brugervenlig teknologi.

Har du spørgsmål til ovennævnte er du altid velkommen til at kontakte undertegnede.
Seniorkonsulent Janni Johnsen, jj@cdm.dk

 

0 Comments

Submit a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Erik Rosenkrantz
CEO myHouse
& Partner CDM A/S

Email: ecr@cdm.dk